Spring til indhold

Velkommen til

Møgeltønder

Kirkens historie 1848-1920

1848 – 1920

Træk af Møgeltønder Kirkes historie – 4

Den næste præst, som markerer sig i historien er Hans Christian Sonne, måske den betydeligste præst kirken har haft. Legemlig var han lille, men hans personlighed var stor, helstøbt og klar. Han havde lyst til at være blandt de små og ringe i samfundet og antage sig deres sag. Efter engelsk mønster lærte han, hvad fællesskab betyder. Derfor fik han stiftet den første brugsforening. Sådan beskrives han et sted. Det med brugsforeningen sker først i 1866 efter, han har forladt Møgeltønder. Efter den 2 slesvigske krig søgte han selv til Nørrejylland.

Efter kandidat eksamen kaldes han i 1845 til Møgeltønder af grev Schack. Sonne oplever altså 3-årskrigen i Møgeltønder – og her skriver han i sin kaldsbog i 1848: Der var vel under hele oprøret ingen mere oprørsk by end Tønder, hvis beboere var som bindegale, og enhver dansksindet mand var af dem anset som en forbryder. På tønderanernes gode anbefaling skulle 600 friskarefolk til Møgeltønder, deraf 50 til præstegården. Disse mennesker med deres fantastiske dragter og store skæg, så meget vilde og røvermæssige ud; der fandtes imellem dem alle slags folk, ikke få studenter og kandidater. Til en begyndelse var de meget bydende og fordringsfulde, men ved en bestemt og fast optræden imod dem var de dog ganske gode at komme tilrette med; de blev rigtignok meget fornærmede og truende, da jeg på deres begæring om at anvise dem deres værelser, førte dem ind i min lade, men da de derefter var kommet ind i præstegårdens stuer, fandt de sig godt i, at man bød dem den allertarveligste kost, lod dem spise med træskeer, sagde dem åbent, at man kaldte dem fjender og ønskede dem langt væk. – Da de så ønsker noget at drikke – serverer Sonne en spand vand for dem. Men det bliver værre, da der hejses en sort, rød og gul fane i Lindetræerne ved præstegården. Her skriver Sonne: Da jeg ikke selv ved forestilling hos chefen kunne få den fane bort, lod jeg næste morgen det besmittede træ save af, men jeg skylder sandheden at berette, at det herved beviste mod fra min side ikke var så stort, som det anses for, idet dengang allerede den første del af friskarerne var marcheret bort. Kaptajnen havde ikke meget over sine folk at sige, var næsten rørende ved sine mange frugtesløse forsøg på at komme til at stå på en venskabelig og familiær fod med mig og min søster, der dengang bestyrede mit hus og viste sig som en modig og behjertet Dannekvinde.

Da der med grundloven vælges et menighedsråd i Møgeltønder, bliver Sonne skuffet. Han havde håbet, det skulle være: det vindsel, hvorpå menigheden skulle vindes og samles. Han havde tænkt sig, at rådet skulle holde offentlige møder, så hele sognet kunne blive inddraget. Lad os holde sammen, hjertelig slutte os til hverandre, at det må blive sandhed, at vi her i Møgeltønder sogn er en kreds, der mener det alvorligt, og at her virkelig er en levende Herrens menighed. – skriver han. Og så finder han et menighedsråd ikke efter lov, men efter frihed.

Sonne  var meget vellidt – og hvis der nogensinde har været en slags vækkelse i Møgeltønder sogn, – både hvad angår det folkelige og det åndelige fællesskab – så har det været i hans tid.

1864 da Sønderjylland bliver tysk vælger han at rejse nord på.

Den tyske tid 1864-1920. Det eneste tidspunkt, hvor Møgeltønder ikke hører under Ribe stift – det eneste tidspunkt, hvor Møgeltønder ikke er dansk kongerige. Denne tid har den første præst efter 1920 beskrevet sådan: Siden Sonnes tid har kirkelivet svinget stærkt, men mest ned og ned, indtil man omkring verdenskrigens udbrud i 1914 kan tale om det helt udtørrede Møgeltønder sogn. Det nationale kom til at spille en afgørende rolle, og det er farligt, fordi det nationale har en brod udefter, mens det folkelige søger og suger indefter. Jo stærkere oppositionen blev mod alt tysk og mod tyske præster des mindre folkeligt og kristeligt blev det. Og jeg plejer at bruge det billede: Man havde en knytnæve mod syd, men ingen åben hånd imod nord. Mængden skal ikke dømmes, den skal beklages og hjælpes. Så vidt pastor Niels Anton Jensen.

Man kan ikke sige noget generelt dårligt om de tyske præster. Det er i det hele taget et spørgsmål, hvor tyske de var. Det sydligste de tyske præster er født er på Pelworm. En af de tyske præster er: Hans Schleikær Prahl. Familien stammer fra Bornholm. Da H.S.Prahls farfar skal være præst i Sommersted, bliver han præsteviet i Rendsborg. Han kan kun tale dansk, så han får lov til at holde sin prædiken på dansk – ikke i kirken, men i et rum ved siden af. Man kan ikke finde nogen børn, som han kan prøve sin katekismusundervisning på, for der er ingen, som kan tale dansk.

H.S.Prahls far vælger den tyske side, og kommer i 1864 til Haderslev som provst. Selv er H.S.Prahl født i Ø.Løgum. Først var han præst i Mjolden, så fra 1876-90 i Møgeltønder. Han havde sans for levende Gudsdyrkelse, men han så ikke de frugter, som Sonne fik at se siger en. Hans store fortjeneste er han medvirken ved udgivelse af Den ev. luth. salmebog for de dansktalende menigheder i Slesvig i 1889.

Salmebogen ville næppe være blevet til noget, hvis ikke grev Hans Schack også havde været med. Denne salmebog blev bærer af eller bar i det mindste med på – den danske salmeskat. Og det er et spørgsmål, om det ikke er den, som har banet vej for en fælles salmebog i hele landet, sådan som vi kender det i dag. Endda en mand som Vilhelm Beck, kaldte salmebogen for verdens bedste salmebog.

Carsten Petersen skriver om Prahl: I alt arbejde til fremme fremme af kristeligt menighedsliv og kirkens opgaver fandt han en for Guds riges sag begejstret hjælper og rådgiver i den med ham venskabeligt forbundet lensgreve Hans Schack. Dog hvor trofast end pastor Prahl forvaltede sit embede, så har han dog måttet klage over de karrige frugter, som voksede på sognefolkenes gennemgående karrige hjertebund.

Prahl bliver senere leder af præsteseminariet i Haderslev, der skulle efteruddanne tyske teologiske kandidater til stillinger i Nordslesvig. Og som leder her skriver Carsten Petersen: at Prahl ville opdrage og udvikle kandidaterne så de blev besjælede af inderlig kærlighed til det folk, som de skulle tjene – hvortil der krævedes et nøje kendskab til folkets ejendommelighed, dets historie og nationale følelser, dets sæder og skikke, dets religiøse indstilling. Denne smukke opgave vilde næppe nogen under de givne forhold have magtet bedre end H.S.Prahl.

Det er fortalt, at grev Schack havde en særlig interesse i det kirkelige arbejde – med salmebogen, i synoden, som forkæmper for dansktimer i skolerne, men også i kirken. Kort før år 1900 begyndte han den gennemgribende restaurering af hele kirken, som er blevet afsluttet i 1988. Det greve Schack begyndte på en restaureringen af koret. Kalkmalerierne blev trukket frem, og de malet op igen af Wilkens – eller rettere malet på ny. Wilkens var professor i Kiel, og han var en dygtig kunstmaler – og ville hellere male selv end lade de gamle kalkmalerier komme til deres ret.

Pulpiturerne i koret bliver pillet ned igen, og bænke og andet træværk blev malet i mørke farver. Der bygges et nyt våbenhus, hvor der havde stået et gammelt.

1912 sker noget, som aldrig burde være sket i Møgeltønder. Der bliver holdt tysk konfirmation. Den tyske præst Bolten, havde selv en datter, som skulle konfirmeres – og sammen med en veninde, blev pigen konfirmeret på tysk. Samme år holdes der altergang på tysk. På den ene side kan man sige, at det aldrig burde at være sket – på den anden side – at det er utroligt, at det ikke sker før, specielt, når man tænker på, hvor sydlig sognet ligger. Sagen udvikler sig faktisk til en skriftlig fejde mellem Flensborg Avis og Schleswigsche Zeitung. Pastor Bolten søgte til Rendsborg efter krigen i 1919, som han selv sagde – pga. de territoriale forandringer. Men det er et spørgsmål, om han havde behøvet det – for ved afskedsgudstjenesten i sept. 1919 – var kirken stuvende fuld – og det skal have været en mindeværdig og uforglemmelig fest.

At Møgeltønder stemte dansk i 1920 behøver vel nærmest ikke at siges – 86,3% stemmer dansk – og halvdelen af de tyske var tilrejsende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *