Kirkens historie 1661-1848

1661 – 1848

Træk af Møgeltønder Kirkes historie – 3

Det Møgeltønderhus Schack overtager er mere eller mindre en ruin. Dels har svenskerne hærget – dels var man på Chr. 4. ‘s befaling begyndt at bryde dele af slottet ned og bygge andre dele om. Det nye slot Schack bygger, kalder han for Schackenborg.

Som præst får Schack anbragt Lauge Hansen Stauning. Under Københavns belejring var han leder for studenterne. Præsten beskrives som en kæk officer, før han blev student; brav begavet og munter.

I 1661 køber Schack Møgeltønder len og dermed jo også kirken – så det er familiens eje – og herved begynder en ny epoke. Kirke og slot med hinanden på godt og ondt.

I kirken sker en masse på trods af de dårlige tider, som der må have været efter krigen. Det første, der sker, er, at man opsætter et tårnur. Det næste, at greven skænker en vinkande. Kirken får et orgel – selvfølgelig også med sin helt egen historie.

Schack må skaffe penge til køb af lenet og bygningen af Schackenborg. Derfor må bønder udføre hoveri. Det har de aldrig brudt sig om. Som nævnt var der også hoveri under Rantzauerne, men da gik kongen ind og endte med at købte lenet tilbage.

Rigsfeltherren – Schack – har været så hård en mand, at bønderne gjorde oprør. Deres leder var Anders Nissen. Nissen kunne læse og skrive, og var så dygtig en mand, at han endda på et tidspunkt var birkedommer.

Anders Nissen bliver fængslet for oprøret, og han dømmes til døden. De andre bønder mangler ham til at skrive for sig. De vil derfor gerne købe ham fri. De går til godsforvalter Nicolai Tych og tilbyder 300 rigsdaler. Det er manden ikke værd, siger Tych – for 200 skal I få ham fri.

Bønderne samler pengene – greven bestemmer, de skal bruges til et orgel til kirken. Imidlertid kommer bødlen, og Anders Nissen får først besked om sin benådning, da greven lige inden bødlen hæver sværdet råber: Der er givet pardon. I st. f. bliver Anders Nissen landsforvist – dvs. udenfor lenet, han flytter til Aventoft.

Hans Schack dør – hans søn Otto Didrik Schack overtager – Schackenborg bliver til et grevskab. Pengene til orgelet står der, men der er ikke nok. Greven får samlet nogle flere – dels af egne midler, dels ved indsamling i sognet. Greven forhandler sig fem til en pris på 420 rigsdaler hos en orgelbygger i Hamborg. Men greven har nu nok handlet for meget om prisen, for han er blevet snydt. Orgelbyggeren har skaffet sig en fortjeneste ved at gøre alle orgelpiber for små – dvs. orgelet bliver stemt en tone for højt.

Orglet bliver sat op i 1679 – og har spillet i kirken siden. Det er stadigvæk stemt en tone for højt. Orgelet er landets ældste komplette kirkeorgel – og har været det i mange år.

Vi nærmer os for alvor pietismen og dermed Brorsons tid. Sidealtrene pilles ned!! Der går mange folk i kirke. Der sætter et pulpitur op imod nord. Schackenborg får sin egen stol – eller loge. Pulpiturerne bemales med bibelhistoriske billeder – betalt af agtværdige folk fra sognet. Der kommer en ny prædikestol – skænket af Nicolai Tych – smykket med torturinstrumenter og med den eneste tyske indskrift i kirken. Den gamle prædikestol bliver solgt til Keitum kirke for 10 rigsdaler.

Altertavlen bliver udvidet – Den får akantus vinger. Et billede af himmelfarten bliver sat ovenpå. Under ombygningen kommer man godt nok til at bytte lidt rundt på de ting apostlenes står med, og Filip får Andreas’ skæg. Til gengæld bliver kalkmalerierne i koret malet over.

Denne periode afsluttes med, at loftet males i skibet males – så det viser – skabelsen, lidelsen og dommedag.

Da der stadig ikke er plads nok, sættes der et pulpiturer op i koret – her males der billeder fra NT. Bænkene i kirken males, som om de var af marmor.

Brorsons ven Godske Møller er præst frem til 1741. Om ham kan man læse: han havde været Hofmester for grev Otto Didrik Schack, der kaldte ham til Møgeltønder. Hans ihukommelse er endnu iblandt os en velsignelse, og han har efterladt sig en berømmelse, at han var en meget vellærd, retsindig, redelig og flittig mand i sit embede og eksemplarisk, oprigtig og venlig i sin omgængelse.

Ikke et dårlig skudsmål at efterlade sig.

Det er i denne tid kvinderne, som regerer på Schackenborg – enkegrevinderne. Først Sophie Dorothea – enke efter den 2. Schack. Det er i hendes tid Slotsgaden bliver bygget, og haven syd for slottet anlagt. Den 3. Schack – hedder efter sin bedstefar – Hans. Han er kendt pga. sin manglende arm, som han mistede i slaget ved Höchstädt i 1704. Han bliver, hvad i dag ville kaldes landets finansminister og samtidig medlem af højesteret. Hans 1. kone hører man ikke meget om – derimod om den 2. – som er kendt, som den onde grevinde. Det bliver hun, fordi hun som enkegrevinde efter sin mands død overtager slottets ledelse. Hun vil have genindført hoveriet – og undser sig ikke for i retssager at bestikke sig til sin ret. Det fortælles, at engang, hvor hun er på tur på Schackenborgs jorde med sine børn på deres spørgsmål, om de bønder, som arbejder i marken, virkelig er mennesker – svarer, at det kun ser sådan ud, for de er i virkeligheden bare overtrukket med menneskehud. Rent økonomisk er hun med til at køre Schackenborg ned. Og hendes hårde politik overfor bønderne kommer i sidste ende efter hendes død til at betyde, at stavnsbåndet ophæves, og jordreformer gennemføres tidligere end i resten af landet.

Hans Schack 2. bliver sammen med sine 2 koner begravet i krypten under alteret, som rantzauerne havde fået indrettet. Disse 3 er de eneste i Schacks familie, som bliver hensat i kirken – da man i 1763 bygger sit eget kapel.

Der er en del andre begravet i kirken fra denne tid o. 1700. Bl.a. Georg Bjørn – over hvilken, der er både en gravsten og et epitafium. Om ham læser vi: Mig forbeholdens en anden krans, som Kristus vil give. Stands vandringsmand, og læs, hvad du ser indridset på stenen på nabo væggen. Gå så bort og befli dig på, idet du bedømmer menneskelivets upålidelige forløb efter blomstrenes livsløb, at leve og dø på bedst mulige måde.

Og på epitafiet: Dødelig vandringsmand! Tanken på døden har først dig til Bjørnens Hule, om ikke den vilde og ægte bjørns, men til Bjørnenes familie hører dog Georg Ursinus fra Colberg i Pommern, fra ungdommen hengiven til de ædle videnskaber og til sproglige studier, efter 30 års rejser i udlandet af den berømmelige Schackske familie kaldet til at forestå det Schackenborgske grevskab, men kort efter af Gud bortkaldet for at blive delagtig i himlens glæder. Som dødelig har han med glæde aflagt alt, hvad han havde af forgængeligt; hans sjæl, som higende efter det himmelske liv, er optaget i de himmelske skarer; hans legeme, som her nyder en kort hvile, skal ved lyden af Kristi røst: “Stå op fra de døde!” ile sammesteds hen og skal der, forenet med sjælen, synge Guds evige pris i al evighed. Døren til dette liv åbnede for ham omtrent midten af det 17. årh., men slutningen af samme århundrede, lukkede den igen.

Advarsel.

Han levede som pebersvend, og som pebersvend har han villet hvile her alene. Tag dig derfor i agt for at føre nogen død herind eller flytte den dødes kiste, thi ellers vil du dø en forbandelsesværdig død, og du vil aldrig nogensteds finde et roligt hvilested.    Sådan – så ham lader vi ligge.             

Lad os vende os til noget lidt mere fredeligt – 1756 bliver Vilhelm Zoëga præst. Han er 3. generationspræst. Familien stammer fra Italien, hvor familien havde et gods i nærheden af Verona. Zoëgas tip-tip oldefar slog i en duel hertugen af Verona ihjel. Derfor måtte han flygte. Han konverterede og bliver protestant. På et tidspunkt tilbød paven ham at vende tilbage til Italien igen og få sit gods tilbage, hvis han ville blive katolik igen. Da dette ikke skete, blev han brændt på bålet in effigie og al hans gods konfiskeret. Vilhelm Zoëga er interessant, fordi han i 1760’erne indberettet til stiftet i Ribe om forholdene i Møgeltønder.

Zoëga beskriver kirken – om døbefonden siger han bl.a.: Kan det ellers regnes som noget mærkværdigt, at døbestenen kan bevare vandet for forrådnelse, da har vores den kraft, thi i mange år er ikke kommet frisk vand deri, og dog er det så klart, som om det nylig blev gydt deri. (På det tidspunkt har vandet været i døbefonten i 30 år.)

Zoëga giver også en god beskrivelse af byen: Møgeltønder by er stor og velbygt og består af 22 hele og 2 halve bøndergårde foruden præstegården og degnens bolig, som degnen nu selv ejer og må istandholde og et skolehus. Til samme by hører også den såkaldte slotsgade, som er meget anselig af sin regulante brede, og ved en del nye moderne bygninger, særdeles på dens sønderside, som er tækt med tagsten og siret med en dejlig Lindeallé; den består af 42 huse, som del, især på den søndre side, er i hinanden bygte; i samme gade er der et nyt tinghus med fangetårn, som Otto Didrik Schack har ladet bygge og siret med den grevelige families portrætter. Øst for gaden ligger Slottet med en dejlig have.

Senere skiver han: Sjælden kommer Ulvene fra Druset skov ved Løgumkloster ubedet til os.

Til allersidst et lille økonomisk suk – Zoëga gør rede for, hvad han betaler i enkepension, skat, familieskat, og ekstra skat, til de fattige, til de fattige børn underholdning. Vil man dertil regne den uomgængelige folkeløn til en præceptor og 5 tjenestefolk og de til præstegårdens vedmagtholdelse fornødne årlige bekostninger så løber disse pensioner af kaldet langt over 200 rigsdaler. Også dengang klagede præsterne over, at deres løn ikke slog til.

Så kunne familien Zoëga dog i det mindste glæde sig over, at de fik indrettet deres egen loge i kirken, og at den blev betalt af menigheden.

Første halvdel af 1800 årene sker der ikke meget. Kirken gøres kedeligere. Loftet blev malet over med en Thorvaldsen hvid – bænkene males i brunlige farver. Schackenborg begynder at tjene penge på skovdrift – Gallehus skov bliver plantet. Man sælger også af sine haveplanter til befolkningen – også af sjældne stauder. Det var her, man så kunne få noget ekstra med i købet – nemlig Skakkenborg-kål eller Skakkenborg-skidt  altså skvalderkål.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *